Single Blog

  • Home
  • Det vrimler med rotter i Kolding
16 feb

Det vrimler med rotter i Kolding

Totalen var sidste år på mere end 10.000 rottebesøg for Kolding Kommune, og man konstaterede skadedyr mere end 6000 steder. Flere faktorer er årsag til de mange rotter.

Aldrig før har Kolding Kommune fået så mange anmeldelser om rotter, og aldrig før har skadedyrsbekæmperne konstateret så mange rotter. Det er en kombination af flere ting, der gør at rotterne vrimler mere end tidligere.

– Der er flere rotter i år, blandt andet på grund af milde vintre. Så er der flere, der har overlevet. Vi har ikke rotteboom, men der er mange, siger Birgitte Hansen, der er projektleder ved Kolding Kommunes rottebekæmpelse.

Rotterne trækker ud

Hun forklarer, at kommunen har haft stort fokus på rottebekæmpelse, og at det kan have fået flere til at anmelde rotter. Sidste år anmeldte flere end 4000 borgere rotter, og rottebekæmperne har været på over 10.000 besøg. Det høje antal besøg skyldes, at når der konstateres rotter, så kommer rottebekæmperen ud flere gange. En anden ting, der spiller ind, er kloaknettet. Ifølge Birgitte Hansen har rigtigt mange parcelhuse kloakrør, som blev lagt ud i 1960’erne og 1970´erne, og de har en levetid på 50 år.

– Når kloakkerne mørner, så trækker rotterne ud, og så ser vi dem mere. Det er altså mange små ting, der gør, at vi ser mange rotter, og det kommer vi også til i år, forudser Birgitte Hansen.

Man har som borger pligt til at anmelde, hvis man har mistanke om rotter, og man har også pligt til at følge de retningslinjer, som rottebekæmperen udsteder, så man kan forebygge at få rotter flere gange.

Kolding Kommune bekæmper primært rotterne med fælder, men også nogle gange med gift. Opgaven med at bekæmpe rotter i Kolding er udliciteret til et privat firma.

Fakta
Rottebekæmpelse

2016: Udgifter til rottebekæmpelse: 3.031.707,60 kroner. Anmeldelser: 4337, besøg totalt: 10.686, med rotter: 5858, uden rotter: 4828. Gift udlagt i kilo: 583,5, antal fælder opsat: 3661.

2015: Udgifter til rottebekæmpelse: 3.004.920,79 kroner. Anmeldelser: 3503, besøg totalt: 8996, med rotter: 4924, uden rotter: 4069. Gift udlagt i kilo: 2952,67, antal fælder opsat: 1522.

Kilde: Jydske Vestkysten

Kontakt os