Single Blog

  • Home
  • Vær beredt: Når frosten kommer søger rotterne ind
27 feb

Vær beredt: Når frosten kommer søger rotterne ind

Rotterne vil forsøge at trænge ind i både huse og lejligheder, når kulden sætter ind.

Rotterne bliver desperate for at søge varme og mad, når det bliver frostvejr uden for.

Og med en vejrudsigt, der lover ned til minus 10 grader i næste uge, så er der god grund til at tage sine forholdsregler over for de aggressive gnavere.

– Frosten vil komme bag på de uerfarne rotter, der ikke har fundet en ‘bolig’, der er tilstrækkeligt isoleret. Og de vil søge ind mod bygninger. Det skal man være opmærksom på, siger Claus Schultz, der er teknisk direktør hos skadedyrsfirmaet Rentokil.

Rotterne lever fint og forholdsvis ubemærket udenfor om sommeren, men når vinterkulden trænger sig på, finder rotterne lune gemmesteder.

Her i slutningen af vinteren er der rotter, som endnu ikke har fundet huler, der kan klare den hårde frost, som vi venter i næste uge. De vil blive desperate for at søge indenfor.

– I første omgang vil de søge mod de lette muligheder som brændestabler, udhuse, garager og kompostbunker.

– Det er straks mere alvorligt, hvis de kan komme ind i boligen. De vil gerne have varme og kunne komme i skjul for katte og andre rovdyr, og så skal der være noget at spise, ellers er det ikke et permanent opholdssted, fortæller Claus Schultz.

Claus Schultz understreger, at man skal gøre det så besværligt for rotterne som muligt. Hvis man har kattemad, fuglefodder eller æbler liggende i skuret, så skal det i en lukket spand.

– De kan godt gnave igennem, men det er ikke let for dem. Man skal holde øje med, om der bliver gnavet i noget eller gravet ud, og så skal man reagere, siger Claus Schultz.

Rotterne finder ind alle vegne

Det værste er, når rotterne begynder at finde veje til at komme helt ind i husene. Rotterne er meget adrætte påpeger Claus Schultz med en advarsel om, at rotterne kan komme ind af de mindste sprækker og rør.

– Man skal sikre sig, at ventilationsristene sidder helt fast. Rotterne rykker i dem, og det er nemt for dem at løfte de rør, der går ind under huset. Man skal også fjerne brændestabler eller høj beplantning, der står op ad muren, hvor rottene har nem adgang til at kravle ind gennem taget, fortæller Claus Schultz.

Selv om man bor i lejlighed i byen, så er man ikke sikret mod rotter i sit hjem.

– De færdes mest i gårdmiljøer omkring skraldet. Men er der problemer med kloakken, kan de også komme op den vej. De tjekker, om der er huller i rørene og kan gnave sig ind under håndvasken. Det er mere almindeligt, end at de kommer op gennem toilettet, siger Claus Schultz.

Der er en del af rotterne, der ikke finder ly og varme, men dør i kulden. Det samme er tilfældet med mange af sommerens små plager, der må lade livet.

– Myredronningerne og hvepsedronningerne ligger nede i jorden og gemmer sig, og de klarer den ikke, hvis det bliver meget koldt i lang tid. Det kan også gå ud over muldvarper, hvis vi har en hård periode, mens myggene er ligeglade, siger Claus Schultz.

Gode råd til at undgå rotter:

  • Sørg for ikke at stille affald, der er tilgængeligt for rotterne. Kom det i affaldsspanden med det samme.
  • Vær påpasselig med fuglefoder, da det også er en fødekilde for rotter.
  • Sørg for at rengøre og rense din vandlås, da rotter tiltrækkes af madrester. Det gælder i særdeleshed køkkenvasken, men husk også gulvafløb på badeværelset eller i kælderen.
  • Sørg for at fjerne brandestabler og klippe tæt bevoksning ned ved huset, da planter gør det muligt for rotterne at klatre ind i huset.
  • Sørg for at rydde op omkring huset, så der ikke ligger rod, som rotterne kan gemme sig i.
  • Rotter kan klatre op til tagrender via nedløbsrør og videre ind i huset. Det kan derfor være en god idé at placere hønsetråd i nedløbsrørene.AF METTE RICHARDT – Fra Danmarks Radio

Leave Comments

Kontakt os